banne34r

Lykkelig taknemmelighed

Mange siger, at taknemmelighed kommer frem, når man har mærket, hvor skrøbeligt livet kan være og kommer ud på den anden side. Det er i så fald ikke den situation, jeg sidder i som syg. Der sidder jeg nok nærmere midt i skrøbeligheden, og det kan til tider virkelig gøre mig ulykkelig. Det er måske i virkeligheden ikke modgangen, der gør mig ulykkelig, men den manglende taknemmelighed, der har skabt rum for frustrationer. Fordi jeg ofte, der midt i alt det uretfærdige, glemmer alt det andet.

Taknemmeligheden er en modgift mod den virkelig vanskelige situation, vi som kronisk syge er blevet sat i. Så nu har jeg sat mig for at skrive om noget af det, jeg er taknemmelig for, og som gør mig lykkelig. Det bliver desværre aldrig at være taknemmelig for den lille smule helbred, min sygdomsramte krop har tilbage. Det skib er sejlet for længst. Det er derimod taknemmeligheden for dem omkring mig.
Lige som helbredsskibet sank i et stort sort hul, skete der nemlig noget ret fantastisk. Jeg mødte den her helt vildt skønne mand. Sådan en der redder mig hver gang, det der helbreds-skib er ved at trække mig ned. På de der dage, hvor jeg ikke kan gå mere end ti skridt af gangen, så tager han mig på ryggen på vej hjem fra bussen. På de der dage hvor livet bare gør rigtig møghamrende ondt, både psykisk og fysisk, så holder han hundrede gange bedre fast i mig end Rose holdt fast i Jack i Titanic filmen, hvorfor jeg aldrig synes at synke helt.

Han ved godt, hvordan jeg måske kommer til at se ud en dag, og hvordan kampgejsten ikke altid er til at finde hos mig. Alligevel holder han om mig på de dage, jeg ikke kan holde mig selv oppe. Og det skal han bare have det største tak i hele verden for. Fordi den støtte han giver mig gør mig lykkelig. Og bag ham står verdens mest fantastisk mor, som altid vil være min største inspiration og klippe. Bag hende står der en håndfuld venner, som blev da det var hårdest og tog sig tiden til at forstå. Tak for jer!

Til allersidst står der min seneste erhvervelse, nemlig jer. Jeg er evigt taknemmelig for at have mødt jer i denne forening og for at være blevet en del heraf. I har givet mig mod på så meget mere, og jeg håber at kunne give bare en lille del tilbage af, hvad i har givet mig. For at citere H.C. Andersen, så er taknemmelig heden hjertes hukommelse. I så fald, af hele mit hjerte, tak.